Kære Mao,

Hm. Min telefon virker - for en gangs skyld - ikke. Så her: K. gik i brædderne i går, efter at have været ved at gøre det, gå i brædderne, først nede på kebaben, siden i køkkenet med hovedet fuldt af burger og salatmajonæse (bare for at få lov til at stave til 'majonæse'), gik i brædderne og vågnede først på et ukristeligt tidspunkt, ud på natten, den ukristelige, og var møgærgerlig over det hele. Føler ikke for at tilføje så meget mere om den sag. Løbet er, som man siger, kørt. Den aften som er gået kommer aldrig tilbage, den er jo gået. I brædderne med mig. Men der kommer, som bekendt, andre aftener, og dage med, og må man foreslå en sammenkomst, snarest, som kompensation? Da jeg vågnede var gaden som jeg gik ned på, stadig, befolket af mange, grænsende til det forrykte henrykte mænd i biler, dyttende båttende, som var meget begejstrede over, at det hold som er deres hold havde vundet en fodboldkamp: "De kigger på det hele i fjernsynet og ønsker også at blive syltet så fint. Sporten er for dem det helligste, som de med deres bundne hænder kan nå. Den ligner spisevognen i toget, er ikke absolut nødvendig, men den forbinder det unyttige med det ubehagelige. Og man kommer videre." Så, så sent var det måske heller ikke, men da havde jeg opgivet ævret, og i øvrigt fejlciterede jeg Elfriede Jelinek om eftermiddagen.

Kærlig hilsen.