Tarkovskis poesi: Зеркало

Andrei Tarkovski: Зеркало (Spejlet), 1975

en kort historie om næsten ingenting

det begyndte på cafeén to
mænd snakkede sammen om tal
men den ene var tavs og resten
larm.
(prolog)

det handler om millioner man
må stole på kursen og holde
rattet i begge hænder så
kan man roligt falde i søvn.
(1. biltur)

det er besværligt at være
død og spille brigde
samtidig kortene flyder sammen
og hjerterne sidder pludselig bag brystet.
(2. ingen titel)

det er hendes brysters dobbelte
v der står næsten vinkelret ud
fra kroppen som et helt
alfabet men det er mens øets planet
står mest på skrå at latteren slår
morgenen op som en dør.
(3. saturn/rim)

det er tydeligt han larmer
når han græder det
gør hun ikke.
(epilog)

Transskribtion nr. 1

Fredag d. 16. februar, klokken 12.05, større café på Amager:

STRAMTSIDDENDE JAKKESÆT: "Har du lavet et ordentligt budget? Har du fået lavet en vurdering på hvad det kan koste?"

YNGRE MAND MED RYGGEN TIL: "[uhørligt]"

STRAMTSIDDENDE JAKKESÆT: "Enkommaotte? Ja."

YNGRE MAND MED RYGGEN TIL: "[uhørligt]"

Pause i samtalen. Stilhed. Så: fingre trommer på bord.

STRAMTSIDDENDE JAKKESÆT: "Det nemmeste er [...] To..."

YNGRE MAND MED RYGGEN TIL: "[uhørligt]"

STRAMTSIDDENDE JAKKESÆT: "[...] ham der ringede her [...] jeg får ikke [...] de bliver bare ved med at sige det til mig [...] dem [...] Hvis du tør gøre [...], hvis du tør [...] det hus med [...], hvis du tør [...] og grave alt det sand væk [...] det hus [...] Men det ved jeg ikke... Hvad skal du gi' for det hele?"

YNGRE MAND MED RYGGEN TIL: "[uhørligt]" (Leder i sine lommer.)

STRAMTSIDDENDE JAKKESÆT: "Kan du ikke huske tallet nogenlunde?"

YNGRE MAND MED RYGGEN TIL: "[uhørligt]"

Larm.