Ø 31

Det regnede hårdt på havnen og hele dagen bag ruderne. Jeg skiftede busser og landskab. Lod mig køre til endestationen og tilbage igen for at se øen dugge til. Intet usædvanligt i det. Lyttede til kendt musik på nye måder. Farvelagde ørkenen og udviskede bjergene. Brugte penge på ingenting som jeg ikke har, for det kan man. Det nye Indonesien måtte lægge ansigt til syngende lussinger og sang sange fra det mørke kapitel. Rødt, rødt hjerte, dobbelt så rødt. Det dunkede da der blev sagt ”Mord”, og ingen der ikke har dræbt kan stilles til ansvar. I lystens morgen påførte jeg min krop sår, og blodet sejler ængsteligt på huden, men størkner mens tiden bliver en prik på havets horisont. Jeg er en ensom binær modsætning. Jeg er en sætning. Jeg er en sætning. Et par støjende ungerkarle er jeg, og når jeg taler er det med én mand i én vogn på spansk som jeg ikke taler. Men millioner eller deromkring skippes til London eller deromkring, og der høstes ikke vindruer på øen.

Fordi det regner, tager jeg et bad. Og jeg sidder ned i bunden af kabinen for at føle at det regner og solen drypper. Der er intet frækt i at hænge det dertil indrettede stykke karton om dørhåndtaget. Selvom det er indrettet dertil, handler det kun om om man vil have ordnet sit værelse og ikke sig selv eller om man ikke vil. Der er ikke andre end mig til at ordne mig selv. Og det kræver sin mand, eller en kvinde, i en dobbelt seng så dyb og lang. Så virker det anseligt bedre at lade regnen spiller kvarttonemusik på fliser, bordflader, nedløbsrør og andet forefindende slagtøj. Det er læsningens kakofoni mellem dråbernes og ordenes bankende maskine. Til to af dagens spørgsmål: Hvorfor spiser hun mere salt end han? Hvorfor tror jeg på denne påstand ud fra bekendtes empiri? Et tredje: Hvorfor tror disse bekendte på en sådan empirisk tilgang til forståelse af verden og spørgsmålet om menneskets saltforbrug? 4: Hvorfor synes jeg at tilslutte mig en undersøgelse der hviler på omstændigheder jeg ikke kan godtage?

Når vi ligger ned ligner du ingen anden. Du ligner en anden for hver gang. Proportionerne ændrer sig og dig når vi ligger vandret i rummet. Det må være blodet der former dig, som det forvilder sig rundt inden i, og din krop lader sig modulere. I spejlet ligner du ingen anden, og dit ansigts asymmetri vender dig rundt. Jeg ser dig i spejlet som du ser dig selv. Fotografier opløses med tiden. Også de digitale. Vendt og se. Et og nul bliver til nul og et og med ét vil du se at du ikke kan se dig selv. Det er det pure opspind. Dét er dét og det er det. Ted read Ted. Go! Secret ads. Sea salt. See. Det må jeg sige.