Ø 29

Båndet går i cirkler. Der er helt stille i lufthavnen. Tasken er der ikke. Jeg har stjålet fra mit sidste land. Hun ved jeg kigger tilbage. Og længslen vokser. Jeg ved intet om denne ø. Det regner vist ikke. Og hvem er nu hun. Se nu der. Se hende engang. Hun ejer intet ansigt. Den første jeg så stod midt på vejen.

Palmerne skælver. For her er intet som det var før. Som var det før. Jeg er kommet her uden at vide hvorfor. Og jeg er her uden at vide hvor her er. Jeg må finde ud af hvorfor her er her og hvorfor jeg er her. Bjergene siger ikke en lyd. De er for langt væk, men de fylder det hele. Jeg må vide hvad de har at sige. Har de noget at sige. Til mig. Om mig. Har jeg noget at sige om dem. Er intet alt hvad der siges. Det er næppe en by dette her. Det er snarere et materiale, en masse der fylder intet ud. Men bjergene. Bjergene var her før, og de fylder jo det hele. De kan ikke fylde intet mere. Her på stedet er jeg i stedet for stedet. Vinen er ikke fra stedet, men i stedet. Det er et bart sted. En ekstraktion af idéen om Jorden, hvor alt er jord, udkast af jord: bjerge, lava, sten, grus, sand og sandt at sige ved jeg intet om det jeg siger. Jeg sier sand, som en sandsiger eller en sandsier der forsøger at forstå hvad de siger, stemmerne fra tusmørket. Om kvinden. Om det var kvinden der talte fra mørket, fra bjergene. Om kvinden smuttede i vandet, for at gå i land her. Dette kunne være alt. Eller intet. Tavsheden tænker for mig.