Morgen

Jeg ligger under dynen.

Drømmen er færdig med at koge i sin kedel.

Man kan ikke se morgenen for bare bryster.

Posten kommer med breve fra et helt kontinent.

Du behøver ikke gå i bad lige nu.

Det støver stadig i rummet.

Udenfor er sneen moderne.

Hvepsene har set det de skulle.

Dagens violin vælter ind over sengen.

Dit hår er vådt som bare fanden.

Jeg gider ikke dø.

Jeg er naturligvis også dybt uenig; det er kommaet vi skal af med; hør bare hvad my woman Gertrude har at sige om dét tegn;

"And what does a comma do, a comma does nothing but make easy a thing that if you like it enough is easy enough without the comma. A long complicated sentence should force itself upon you, make you know yourself knowing it, and the comma, well at most the comma is a poor period that it lets you stop and take a breath but if you want to take a breath you ought to know yourself that you want to take a breath[...] Anyway that is the way I felt about it and I felt that about it very strongly. And so I almost never used a comma." (Poetry and grammar).

Inden da – altså tidligere i ”Poetry and grammar” - har Gertrude lykkeligvis fejet spørgsmålstegnet og udråbstegnet fuldstændig af banen.Desværre siger hun om semikolonet, at man enten kan opfatte det som et komma, hvad der gør det helt ubrugeligt, eller som et punktum, hvad der gør det noget nær spændende (adventurous). Hun indrømmer beklageligvis, at hun fra starten af altid har følt, at semikolonet mere er et komma end et punktum, og derfor har ikke rigtig benyttet sig af det. Men hun vedkender sig, at der er potentielle muligheder i semikolonet. Det er en afgørende pointe.For mig at se er det kedelige kolon, netop en anden form for et punktum, et fordækt punktum, og dermed i sagens natur helt unødvendigt, hvorimod semikolonet grafisk og helt konkret jo er begge dele på en gang. Jeg ved ikke om jeg bryder mig om betegnelsen ”superkomma” når nu jeg virkelig ikke kan lide det satans komma. Måske ligger det interessante ved semikolonet snarere i, at det både er et punktum og et komma, men derfor også ingen af delene. At semikolonet netop hverken er et punktum eller et komma (lidt ligesom farven sort, som faktisk og faktisk er FRAVÆR af farve). Måske er det dét semikolonet er; et nærvær, som er fraværende; en pause, som er falsk; et tavst tegn, som dog lige akkurat kan høres i dets hvisken; et dunkelt mørke, hvori en manglende betydning hober sig op.
Jeg ved det ikke og virkelig ikke. Det er blot et udkast og står så sandelig til diskussion. Det gør følgende sætning derimod overhovedet ikke:

He looks like a young man grown old.

SUPERKOMMA

"If you really want to hurt your parents, and you don't have the nerve to be a homosexual, the least you can do is go into the arts. But do not use semicolons. They are transvestite hermaphrodites, standing for absolutely nothing. All they do is show you've been to college."

Kurt Vonnegut

Dette kun for at erklære mig dybt uenig med Kurt. Efter min mening er det lille, dekadente transvestit-hermafrodit-tegn uendeligt charmerende. I kraft, og ikke på trods, af sin fælleskønslige fysiognomi vel at mærke. Det kan også så meget andet. På engelsk kaldes det i visse sammenhænge "supercomma".

Jeg lover at alt vil falde langsomt og at Pluto er en sand planet

Jeg lover
at alt vil falde langsomt
som et langt
land der rammes af pest. Jeg lover
dig at jeg lyver. Tyngdekraften har noget
at skulle have sagt. Jeg siger: nuets blomst sidder så pænt
i dit hår som styrter ned ad ryggen som et brændende
fly mens måger roterer om falske planeter og tangens
rådne salat og sindets oblat
opløses på havets blåblå tunge og det er her tågen
sætter ind og alting falder sammen og tingene bliver
sjældne og sjældent er tingene så sande som
de er sagt og sjældent så sande som de er sagte og sjældent
så sagte som de er sande og sjældent så sagte som sand
der løber gennem en hånd og ned i strandkantens vand
hvori muslingerne ligger med nøgler til den mørkeste ro
og du leder så tålmodigt min pige
efter sten der kan smutte og en strandvaskers sko
men alt det du finder er det der forsvinder.