Med foden i cement og nattens bræk i glas
på gulvet og i sengen skriver jeg til den gamle i Fuengirola
til den lille moder i turismens Tallin
hvor vinduet er forseglet med sort plast

Hyænerne cirkulerer i mørket om
og om rubinerne ved de intet
de findes i ingen form de kan begribe

Den ene står funklende og hviler
ved en ukendt slægtnings side

Den anden er hengemt i en dunkel befæstning i byens syntetiske morads
hvor digteren spejler sig, knugende den i sin kobolthånd

Foden synes mørkviolet
ved tankens usømmelige omgang med slet og ret
og slet intetheden kan forhindre blodet i at løbe til
bindet søger at suge og surrer sig fast til

Balancen snubler og den forladte taber sig på Kastanien Allé
plukker sig fra asfalten
spiser sig tilberedt med smør og salt

Han bryder sig om smagen af forfaldets frugts frugtbarhed
(han bryder sig ikke om at spinde guld på kameler og sætter dette (forpunklede) påfund i parentes)

Han taber nu sig selv i ørkensand og
ser i ovnens flammehav digteren spejle sig i himlens kobolt

Fra hånden løber sand